Milliongave skal bringe bygdeboere videre i livet

Unge i en række bygder får nu mulighed for at videreuddanne sig eller påbegynde et arbejde i deres hjembygd eller i byerne.
Skrevet af Jaaku Lyberth
28. februar 2012 15:47

Det er med hjælp fra Villum-fonden og Velux-fonden, der har doneret ikke mindre end 15.650.000 kroner til et projekt, der skal gøre det muligt for unge i bygderne at vælge en fremtid, ved at tage et ét-årig undervisningsforløb i skolen i deres hjembygd. 

- Formålet er, at de skal have mulighed for at tage en uddannelse, hvis det er det, de ønsker. Men princippet for det hele er, at man skal have mulighed for komme videre i livet. Det er ikke så vigtigt, om de kommer på uddannelse eller ej; det vigtigste er, at de kommer videre med livet, siger siger Jimmy Hymøller, der er konsulent på projektet.

De unge, der enten ikke har arbejde eller ikke er i gang med en uddannelse, kan nu igennem projektet foreberede sig til en uddanelse eller påbegynde et arbejde. Undervisningen vil være i grønlandsk, dansk, engelsk og matematik; den vil foregå på bygdeskolerne om eftermiddagen, og niveauet vil svare til 10. klassetrin. I alt vil man oprette 12 klasser med omkring 15 elever i hver, og kommunerne og Selvstyret samarbejder om at udmønte projektet for det store fondsbidrag.

Et lignende projekt har været gennemført i Itilleq. Her har Jimmy Hymøller i samarbejde med Palle Lennert fra Qeqqata Kommunia stået for rådgivning og undervisning af 15 unge. 12 af kursisterne gennemførte opkvalificeringsforløbet, og nogle af dem har fået job i bygden, mens andre har søgt uddannelse og derfor er rejst.

Og de unge er simpelthen nødt til at tage konsekvensen af, at langt de fleste uddannelsespladser er enten i Nuuk, Sisimiut eller i Ilulissat, og flytte fra bygderne, mener projektkonsulent Jimmy Hymøller.

15 unge i Niaqornaarsuk påbegyndte sidste sommer et andet lignende undervisningsforløb. Her har projektet - i lighed med i Itilleq - været en succes, og deltagernes glæde har smittet af på omgivelserne i Niaqornaarsuk, melder Jimmy Hymøller.

Villum Fonden og Velux Fonden har doneret 15,6 millioner kroner til, at projektet skal køre videre, så unge i Upernavik Kujalleq og Tasiusaq ved Upernavik samt også Niaqornaarsuk kan starte på nye opkvalificeringsprojekter til august. Med donationen fra de to fonde kan projektet køre videre i fem år.