To millioner dyr dræbt i skovbrande

To millioner kattedyr, lamaer og mindre dyr er brændt ihjel i voldsomme skovbrande i Bolivia.
Et bæltedyr i den udbrændte skov har mistet synet på grund af varmen fra skovbranden. Foto © : David Mercado/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
26. september 2019 10:00

Flere end to millioner vilde dyr er blevet dræbt i voldsomme skovbrande, som i ugevis har plaget Bolivia. Herunder talrige pumaer, jaguarer og lamaer.

Det oplyser en række eksperter i miljø og dyreliv til nyhedsbureauet AFP.

Flammerne har ødelagt store skov- og græsområder i regionen Chiquitania i det østlige Bolivia.

Blandt ofrene for de ødelæggende skovbrande er blandt andet jaguarer, pumaer og ozelotter, som er et udbredt kattedyr i Syd- og Mellemamerika, samt får og lamaer.

Derudover er også mange mindre dyr blevet ramt. Herunder myreslugere, grævlinger, øgler, tapirer og forskellige typer af gnavere.

I august indsatte myndighederne i Bolivia særlige brandfly, helikoptere og 5000 brandmænd i kampen mod flammerne. Men skovbrandene er fortsat ikke under kontrol.

Bolivias regering mener, at tørt og blæsende vejr er årsag til brandene.