Nuuk: Miljørapport om lufthavn i ny høring

Redegørelsen om Nuuks kommende atlantlufthavns påvirkning på omgivelserne bliver sendt i høring igen.
Skrevet af Karsten Sommer
16. november 2018 11:28

Med torsdagens vedtagelse af lufthavnspakken, sendes VVM-redegørelsen for udvidelsen af Nuuk Lufthavn nu i en fornyet fire ugers offentlig høring. 

VVM-redegørelsen har tidligere i år været sendt i offentlig høring. 

LÆS OGSÅ Lufthavnspakken er vedtaget

Den fornyede høring skyldes væsentlige ændringer i VVM-redegørelsen, blandt andet i forhold til støjpåvirkninger, ressourceforbrug, forurening af jord, overfladevand, spildevand og afværgeforanstaltninger.

VVM står for Vurdering af Virkning på Miljøet, og skal indeholde en grundig gennemgang af projektets miljømæssige konsekvenser. Samt indeholde forslag til tiltag, som kan modvirke de negative miljømæssige konsekvenser.

LÆS OGSÅ Bliv klogere på lufthavnspakken

I forbindelse med den nye høring skal Kalaallit Airports A/S, som er bygherre på anlægsprojektet, derfor afholde et borgermøde i Nuuk.

Det vil foregå i Katuaq den 11. december kl. 19:00.

Fristen for at afgive høringssvar er fredag den 14. december.