Miljøoprydningen i Grønnedal bliver en meget dyr affære
Miljøoprydningen var oprindelig budgetteret til 33 millioner kroner, men viser sig nu at blive på mindst 80 millioner, efter mange års olieforurening.
Formanden for Folketingets Statsrevisorer, Peder Larsen, vil nu undersøge, om beslutningen om flytningen blev truffet på et ordentligt grundlag.
- Jeg tror, at det vil være meget klogt at gå det hele efter i sømmene. Jeg er overbevist om, at en del udgifter ikke var regnet med, da Folketinget tog beslutningen, siger Peder Larsen til Dagbladet Politiken..
I februar 2012 - efter at Folketinget havde vedtaget flytningen i maj 2011 - holdt Forsvarsministeriet, Selvstyret og Kommuneqarfik Sermersooq et møde i København. Og her viser referaterne at man dér vurderede, at det ville komme til at koste op mod 100 millioner kroner at rydde op efter de 70 års olieforurening i Kangillinguit.
Regningen var altså blevet op mod tredoblet på ni måneder.
På det samme møde i februar 2012 blev det også besluttet, at alle deltagere skulle undersøge, om området kunne sælges til andet formål. Men i dag indrømmer flere af mødedeltagerne at de på forhånd anså den plan for umulig.
En kilde siger til Politiken, at forsvaret ikke ønskede at sælge Grønnedal, da man så risikerede at hænge på en miljøregning mange år frem i tiden efter at have solgt eller udlejet området.
Forsvarsministeriet oplyser til Politiken at de stadig forhandler med Selvstyret om de endelige vilkår for fraflytningen fra Grønnedal.