Militærforsker: USA trækker tæppet væk under ukrainerne

Ukraines evne til at føre krig vil blive svækket uden amerikanske efterretninger, vurderer militærforsker.
- De efterretninger, som amerikanerne giver, hjælper ukrainerne med varsling på meget kort sigt. Det kunne for eksempel være varsling af, hvad russiske fly laver, eller hvilke missilsystemer, de har gang i at skyde af, siger Mikkel Storm Jensen, major og militærforsker ved Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet. Foto © : Ukrainian Armed Forces/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
06. marts 2025 09:19

Amerikanerne har trukket tæppet væk under ukrainerne ved at indstille deling af efterretningerne med Ukraine.

Det vurderer Mikkel Storm Jensen, major og militærforsker ved Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet.

- Den fælles bunke af antenner rettet mod Rusland, hvad enten de her antenner er i form af spioner på jorden, satellitter eller fly, er blevet meget mindre ved, at amerikanerne har trukket sig, siger Mikkel Storm Jensen til Ritzau.

CIA-direktør John Ratcliffe sagde onsdag i et interview med Fox News ifølge Reuters, at USA ikke længere vil dele efterretninger med Ukraine.

Det kan blandt andet have store konsekvenser for Ukraines evne til at forsvare sig mod russiske luftangreb, vurderer Mikkel Storm Jensen:

- De efterretninger, som amerikanerne giver, hjælper ukrainerne med varsling på meget kort sigt. Det kunne for eksempel være varsling af, hvad russiske fly laver, eller hvilke missilsystemer, de har gang i at skyde af, siger han.

De amerikanske efterretninger hjælper også Ukraine med at identificere og angribe russiske militærmål og udnytte der, hvor russerne er svagest, fortæller Mikkel Storm Jensen.

Europæiske lande kan kun delvist kompensere for den manglende informationsstrøm fra USA, vurderer militærforskeren:

- Men uanset hvor mange efterretningskapaciteter, som Europa har, har USA jo en meget stor kapacitet på alle mulige områder. Europæerne har for eksempel ikke lige så mange satellitter, som amerikanerne har, siger Mikkel Storm Jensen.

Meldingerne om stoppet for de amerikanske efterretninger kommer på et tidspunkt, hvor amerikanerne mandag lukkede for militærstøtten til Ukraine.

Polens premierminister, Donald Tusk, bekræftede dagen efter, at man ved grænserne mellem Ukraine og Polen mærker, at USA har igangsat et midlertidigt stop i den militære støtte.