Militærudgifter stiger, og nødhjælp mangler penge

Der er massiv mangel på penge til nødhjælp til humanitære kriser verden over. Sådan lyder advarslen mandag fra norske Flyktninghjelpen.
Halvvejs inde i året har donorlande kun givet tilsagn om 27 procent af de penge, som der ifølge FN skal til for at give den nødvendige hjælp til humanitære kriser verden over. Arkivfoto Foto © : Filipe Moreira/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau
15. juli 2019 10:34

Halvvejs inde i året har donorlande kun givet tilsagn om 27 procent af de penge, som der ifølge FN skal til for at give den nødvendige hjælp til humanitære kriser verden over.

I år er der tale om et samlet beløb på 26 milliarder dollar - 172 milliarder kroner - for at hjælpe i alt 94 millioner mennesker i nød.

Hidtil har donorlande blot bidraget med syv milliarder dollar, viser FN's egen oversigt. Det er omkring to milliarder dollar mindre end ved samme tid sidste år. Dermed mangler der tilsagn om 19 milliarder dollar - 125 milliarder kroner.

- Manglen på penge til nødhjælpsarbejdet er alarmerende. På trods af øget behov er der betydeligt færre penge tilgængelig til nødhjælp sammenlignet med samme tid sidste år. Vi er dybt bekymrede over situationen, siger generalsekretær i Flyktninghjelpen, Jan Egeland, i en pressemeddelelse.

- Det er et spørgsmål om prioriteringer. Verdens samlede militærudgifter er samtidig øget med 1800 milliarder dollar. Pengene, som mangler for at dække nødhjælpsbehovet, udgør kun én procent af dette beløb, påpeger han.

Flyktninghjelpen fremhæver, at der blandt andet mangler penge til nødhjælp i Cameroun og Congo. Sidstnævnte er i øjeblikket ramt af en farlig cocktail af konflikt og et udbrud af ebolavirus.

Også nødhjælpsarbejdet i Syrien er ramt af manglende finansiering, lyder det.