Mikisoq Lynge: Det er helt vildt

Nuummioqs producer Mikisoq Lynge er overvældet over den positive modtagelse filmen har fået på Sundance. Han er i gang med forhandlinger med internationale distributører.
Skrevet af mlk
27. januar 2010 09:39

Der er nu kun 3 dage tilbage til afsløringen af vinderen i konkurrencen World Cinema Dramatic Competition, som filmen Nuummioq er nomineret til under Sundance Festival. KNR fangede en glad producer, Mikisoq Lynge.

- Det går rigtig, rigtig godt. Vi havde lige haft vores tredje screening af filmen, og bagefter blev alle og snakkede og stillede spørgsmål. En kvinde havde set den for anden gang. Så folk er meget imponerede, og vi er glade, siger Mikisoq Lynge.

12 film ud af 1500 fra hele verden er blevet nomineret til World Cinema Dramatic Competition. Og om tre dage afslører Sundance Festival vinderen i kategorien.

Nuummioq har fået gode anmeldelser i såvel Hollywood Reporter og Variety. Sidstnævnte skriver overrasket, at Nuummioq er blevet god trods den manglende erfaring med at lave film i Grønland. Mikisoq Lynge er helt overvældet af anmeldelserne:

- Det føles helt uvirkeligt, Det er nogle meget gode anmeldelser. Der er folk, der har sagt, at det er den bedste film, de har set på Sundance. Hvilket jo er helt vildt.

Mikisoq Lynge mødes med distributører under Sundance Festival, og han sidder lige nu i forhandlinger med mulige købere.

- De sidste par dage har jeg siddet i forhandlinger med internationale distributører, jeg håber på at kunne skriver under på en aftale i dag, siger Mikisoq Lynge til KNR.