Miilu Rosing: Vi har ikke haft så god stemning i lang tid

Efter tre sejre i træk er der højt humør blandt de grønlandske håndbolddrenge. KNR har talt med Miilu Rosing.
28. februar 2014 06:12

Grønland har med tre sejre i træk sikret sig adgang til de kommende panamerikanske mesterskaber, der spilles i Montevideo i Uruguay fra den 22. til 29. juni. 

Håndbolddrengene har indtil videre besejret Cuba, Puerto Rico og Mexico. Ifølge venstrefløjsspiller Miilu Rosing er det et håndboldlandshold med en stor energi, der er i Mexico lige nu.

- Vi har et utrolig godt sammenhold på vores hold. Vi hygger os sammen om aftenen, og vi er fyldt af glæde, når vi spiller. Der er flow i spillet og god energi. Vi spiller meget hurtigt, vi har ikke haft så god stemning på holdet i meget lang tid, siger han.

Kampen mod Puerto Rico startede ellers med kraftig modvind til håndboldherrerne. Puerto Rico kørte en hård strategi med konfronterende mandsopdækning, og Grønland kom hurtigt bagud med fire mål, forklarer Miilu Rosing. 

Under kampen kom der pludselig strømafbrydelse. Hallen var i lang tid helt mørkelagt, og efter strømafbrydelsen blev det grønlandske herrelandshold vakt til dåd og spillede sig til slutresultatet 39-29.

- Vi tror alle på, at vi bliver nummer 1 når turneringen er slut, siger han.
 
I går slog Grønland hjemmebaneholdet Mexico i overlegen stil med cifrene 31-24.