Midler til arktisk forskning sikret i dansk finanslovsudspil

Forskning i arktiske forhold er fortsat sikret de kommende år, hvis den danske regering får flertal for sit finanslovsudspil.
09. september 2014 05:50

Ifølge udspillet er der fra næste år og frem til 2017 afsat godt 19 mio. kroner om året til forskningsprojekter vedrørende Arktis. Det er en lille fremgang fra i år, hvor tilskuddet er på 18 mio. kroner, mens det er blevet betydeligt reduceret siden 2012, hvor der var afsat hele 99 mio. på den danske finanslov til området.

Det er primært ph.d. og post doc-projekter inden for arktiske forhold ved danske og grønlandske universiteter, som støttes med knap halvdelen af pengene de kommende år.

Derudover får Arctic University, som er et internationalt samarbejde mellem universiteter og læreanstalter med interesse for Arktis, en håndsrækning på tre mio. kroner om året frem til 2017.

Undersøgelser, der er nødvendige for at kortlægge kontinentalsoklen nær Grønland som led i FN’s Havretskonvention, får desuden 1,5 mio. kroner om året frem til 2018.

På budgettet er også forskningsstationen Zackenberg i Nordøstgrønland, der modtager 3,5 mio. kroner hvert år frem til 2018.

De første forhandlinger omkring finansloven 2015 starter i Folketinget i dag.