Midaldrende mand røvet i Qaqortoq

Natten til lørdag blev en 65-årig mand røvet i Qaqortoq, oplyser Politiet i Kujataa.
Skrevet af Simon Uldum -
04. marts 2014 09:47

Den 65-årige mand var på vej hjem fra et værtshus, da han mødte to mænd. Han bad dem om hjælp, da han ikke kunne finde vej hjem.

De to mænd fulgte ham op ad trappen fra Augo Lyngesvej til Nakkartarfik. Manden gik mellem de to mænd på vej op. Den ene gik forrest og den anden gik bagved. Da de nåede op på toppen stoppede den ene og vendte sig om, og begyndte at rode i mandens lommer og tog hans pengepung, som blandt andet indeholdt 2.700-3.000 kroner. Herefter gik de to fra manden, skriver Politiet i Kujataa i en pressemeddelelse.

Sagen er under efterforskning, og politiet vil gerne høre fra folk, som måtte have oplysninger om røveriet.

Signalement af de to røvere:

A: grønlandsk mand, ca. 18-20 år, ca. 180 cm høj og spinkel af bygning.

B: grønlandsk mand, ca. 18-20 år, ca. 175 cm høj, lettere kraftig af bygning og iført hvid jakke.

Politiet i Qaqortoq kan kontaktes på telefon 70 11 22.