Michael Binzer undskylder pynt på sit cv

Air Greenlands og TelePosts tidligere direktør Michael Binzer erkender på sin blog, at han har fiflet med sin uddannelsesmæssige baggrund.
20. november 2014 10:16

- Jeg har lavet en megabommert i forhold til, hvad der er fremlagt om min uddannelsesmæssige baggrund - og pyntet på mit CV. Utilgiveligt, men sandt, skriver Michael Binzer.

Hans indrømmelse kommer, efter at - som han udtrykker det - en konkret person i Formandens Departement nu graver dybt i hans uddannelsesmæssige baggrund.

- Kan det have noget at gøre med, at jeg har været åbenmundet omkring administrationen i Selvstyret, skandalerne og det politiske niveau i Grønland gennem den seneste tid, spørger Michael Binzer retorisk.

 

Headhuntere overså fakta

Han finder det samtidig pudsigt, når man tænker på, hvor mange andre anledninger, der har været til at undersøge hans uddannelsesmæssige baggrund.

- Jeg har trods alt været igennem forløb med headhunterfirmaer og haft en god performance i mine lederjobs, så der i den sammenhæng ikke er de store ting at udsætte på mig, skriver Binzer.

Læs også Michael Binzer har sagt op i TELE-POST

Årsagen til, at Michael Binzers eneste fuldførte uddannelse er et trænerstudie fra Norges Idrætshøjskole, forklares med, at karrieren som langrendsløber i 12 år havde førsteprioritet frem for eksamensperioder og timer i de enkelte fag på økonomistudiet.

- Men det undskylder ikke, at jeg har pyntet på min uddannelsesbaggrund.

- Men det er ironisk, at historien kommer ud nu, hvor jeg siden 1999 har haft forskellige stillinger i Grønland og Danmark og skabt resultater ud fra, hvem jeg er, og ikke hvad jeg har af uddannelse.

Læs også Michael Binzer bliver direktør i Tele

- Mit første reelle job i Air Greenland skete via personlighedstest, og fordi jeg havde en god baggrund indenfor idrætten - og ikke mine akademiske meritter. Det samme har stort set været tilfældet med alle de senere jobs, jeg har haft. Der er faktisk ikke nogen jobs siden da, som jeg selv har været ude for at søge.  

- Jeg er ked af at have medtaget ting i mit CV, som ikke er færdiggjorte. Jeg kan ikke ændre det, men bare beklage, skriver Michael Binzer.