Den 57-årige miljøforsker Claudia Sheinbaum overtog borgmesterposten i Mexico City for næsten et år siden som den første kvinde nogensinde.Foto: EneasMx [CC BY-SA 4.0 (https://creativecommons.org/licenses/by-sa/4.0)]

Mexico City erklærer undtagelsestilstand over vold mod kvinder

Borgmester i Mexico City Claudia Sheinbaum vil oprette et offentligt register over dømte sexforbrydere.

Der er erklæret undtagelsestilstand i Mexico City som følge af vold mod kvinder.

Det siger byens borgmester, Claudia Sheinbaum, torsdag, ifølge nyhedsbureauet dpa.

Hun håber, at et så radikalt skridt vil gøre problemet mere synligt.

- Alle i denne by er nødt til at sige stop, skriver hun i en erklæring.

Over 150 drab i år

Ifølge officielle tal blev flere end 150 kvinder dræbt i Mexico City i løbet af årets første ni måneder. 40 af disse blev dræbt, alene fordi de var kvinder, oplyser myndighederne.

Frem til slutningen af september havde der desuden været 527 alarmopkald om voldtægt.

Som en del af kampagnen vil Claudia Sheinbaum fremlægge et lovforslag om at oprette et offentligt register over dømte sexforbrydere.

Mellem oktober 2018 og oktober 2019 er antallet af voldtægtsforsøg steget med ti procent i Mexico City.

Dette skyldes dog også, at byen har ansat flere kvindelige advokater til at rådgive kvinder og støtte dem i at anlægge sag an mod deres overfaldsmænd, oplyser Sheinbaum.

Mange undtagelsestilstande siden 2015

Den 57-årige miljøforsker overtog borgmesterposten i Mexico City for næsten et år siden som den første kvinde nogensinde.

Med omkring ni millioner indbyggere i byområdet og flere end 20 millioner i hele hovedstadsområdet er den mexicanske hovedstad en af verdens største byer.

Siden 2015 har 18 andre byråd på tværs af Mexico erklæret en lignende undtagelsestilstand som følge af den omfattende vold mod kvinder.

Kvinder protesterer mod politiet

Tilbage i august gik hundredvis af kvinder på gaden i Mexico City indhyllet i lyserød spraymaling og glimmer.

Her protesterede de mod politiet i Mexico, som i løbet af de seneste måneder er blevet anklaget for en række voldtægter og seksuelle overgreb mod kvinder i landet.

Blandt andet har en domstol i Mexico City indledt en sag mod en politibetjent, der anklages for at have voldtaget en 16-årig pige på et museum i byen.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

I en anden sag har en 17-årig pige anklaget fire betjente for at have voldtaget hende i en politibil.

/ritzau/

Kommentarer



Giv os et tip

Send en SMS til 1717

Skriv Unnia og derefter dit tip og send sms'en til 1717.
(du kan også skrive Tip i stedet for Unnia)

Giv os dit tip på knr.gl/1717

Eller send en email 1717@knr.gl

KNR TV: TekstTV

Tjek information her:

TTV s 113 Dagligt opdaterede nyheder

TTV s 400 Live flyinformation ank./afg.

TTV s 350 Aktuel TV oversigt

TTV s 610 Aktuel Radio oversigt