Mette F. udråbt som verdens 18. mest magtfulde kvinde i politik
Danmarks statsminister Mette Frederiksen (S) er blandt de mest magtfulde kvinder i politik i hele verden.
Det mener det amerikanske erhvervsmagasin Forbes, som har placeret den danske statsminister på en 18.-plads på magasinets liste.
Øverst på den liste står den tyske forbundskansler, Angela Merkel, som ifølge Forbes nu har toppet listen i ti år i træk.
LÆS OGSÅ Her er verdens mest magtfulde personer
Lige efter hende kommer franskmanden Christine Lagarde, der i godt et år har været formand for Den Europæiske Centralbank.
Dernæst står amerikaneren Kamala Harris, der står til både at blive USA's første kvindelige og sorte vicepræsident fra 20. januar.
Forbes har også udfærdiget en liste over de mest magtfulde kvinder i verden generelt, og her indtager Mette Frederiksen plads nummer 75.
Mette Frederiksen er 43 år gammel, og hun har siden folketingsvalget i juni 2019 været Danmarks statsminister. Hun var blot den anden kvinde til at indtage den post, og hun er den yngste nogensinde i embedet.