Mette F. er ankommet til Grønland forud for undskyldning i spiralsag

Mette Frederiksen vil onsdag give officiel undskyldning til grønlandske kvinder berørt af spiralsagen.
Mette Frederiksen landede i Nuuk tirsdag. Foto © : Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
24. september 2025 07:20

Statsminister Mette Frederiksen (S) er tirsdag ankommet til Grønland, hvor hun onsdag vil give en officiel undskyldning i spiralsagen.

Det skriver statsministeren i et opslag på Facebook.

- Altid godt at være tilbage, selv om det er på en alvorlig baggrund.

- I morgen markerer vi den officielle undskyldning til de berørte kvinder i spiralsagen. En vigtig markering ovenpå et mørkt kapitel i vores fælles historie, skriver Mette Frederiksen.

Statsministeren vil give den officielle undskyldning ved et arrangement i Katuaq i Nuuk onsdag klokken 14.00 grønlandsk tid.

Allerede den 27. august undskyldte Frederiksen til de grønlandske kvinder og unge piger, der blev udsat for systematisk forskelsbehandling.

Spiralsagen handler om, at grønlandske kvinder og unge piger i 1960'erne og 1970'erne fik opsat en svangerskabsforebyggende spiral under den såkaldte spiralkampagne.

Det foregik, mens Danmark havde ansvaret for sundhedsvæsnet i Grønland frem til 1992.

På tide

Formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen, undskyldte også 27. august for de sager, der vedrører perioden, efter at Grønland overtog ansvaret for sundhedsvæsnet.

Efterfølgende skrev han på Facebook, at "det var på tide, at der kom en undskyldning fra det officielle Danmark".

- Alt for længe er ofrene for spiralsagen blevet tiet ihjel. Det er trist, at en undskyldning først kommer nu - det er for sent og for dårligt, skrev Jens-Frederik Nielsen.

Regeringen oplyste mandag i denne uge, at den ønsker at etablere en forsoningsfond.

Fonden har til hensigt at give individuel økonomisk godtgørelse til grønlandske kvinder i spiralsagen og til andre grønlændere, som har været udsat for svigt og systematisk forskelsbehandling, fordi de er grønlændere, lød det.

/ritzau/