Mere vold i Nuuk i år end sidste år

Her 14 dage før året udrinder, har politiet i Nuuk registreret flere voldsanmeldelser end i 2011. Med de to voldssager fra weekenden når antallet af voldsepisoder op på 233, hvor tallet sidste år var 232. Hele 190 henvendelser fik politiet i den forgangne uge, og det blev til i alt 79 politisager.
Skrevet af Peter Troelsen
17. december 2012 11:31

I weekendens to voldssager var det mænd, der var voldelige overfor deres kæreste eller ex-kæreste. De to voldsmænd kan nu se frem til sigtelser for vold og deraf følgende ophold bag tremmer. Weekenden bød også på en anholdelse af en midaldrende mand for dødstrusler mod en yngre mand. Det anholdte mand var ikke til sinds at overgive sig til ordensmagten, men en gang peberspray fik ham på andre tanker. Den anholdte er nu sigtet for trusler på livet. Hele 12 gange var politiet kaldt ud til husspektakler, og der var desværre børn til stede i 3 af tilfældene.

Ellers har politiet haft 46 sager som er kriminallovs overtrædelser, 10 overtrædelser af færdselsloven, 18 overtrædelser af loven om euforiserende stoffer, 1 overtrædelse af brandlovgivning og 2 overtrædelser af politivedtægten. I 23 tilfælde har Politiet foretaget anholdelse, fordi det de har vurderet det fornødvendig for at hindre yderligere overtrædelser, for at sikre personens foreløbige tilstedeværelse eller for at hindre personens kontakt med andre, oplyser Niels Nyvang fra Nuuk Politi.