Januar måned har været fuld af sne og regn over størstedelen af landet. Ifølge tal fra DMI og Grønlands Forundersøgelser, ASIAQ, har både Qaqortoq, Nuuk og Tasiilaq haft væsentlig mere nedbør end normalt.
Særligt i Qaqortoq har skyerne drysset deres indhold gavmildt ud over byen. Her er der faldet hele 176 mm sne eller regn, og det er tre gange så meget som i en gennemsnitlig januar måned.
Også hovedstaden har fået mere end dobbelt så meget sne som sædvanligt i januar måned. Det er blevet til omkring 100 mm nedbør, og det er fire år siden, at Nuuk har fået sne i disse mængder så tidligt på året.
Tasiilaq er den by, som har fået mest nedbør overhovedet, næsten 200 mm. Det er også mere nedbør end normalt, selvom byen generelt får meget sne i januar.
Alt i alt betyder det altså, at sne ryderne har haft travlt, og at skiløbere og kælkeglade børn har haft kronede dage.