Mere og mere vold i Narsaq

Antallet af voldstilfælde i Narsaq er eksploderet i forhold til sidste år.
Skrevet af mlk
31. maj 2010 10:35

Efter årets første 5 måneder har der allerede været lige så mange tilfælde af vold som hele sidste år. Det oplyser politiets daglige leder Niels Peder Krogh.

Alene i maj måned har der været 4 grove tilfælde af vold. Blandt andet måtte en mand evakueres til Nuuk efter at være blevet slået og sparket så hårdt, at der var gået hul på hans tyndtarm. Der er netop faldet dom i sagen, hvor den 52-årige overfaldsmand blev idømt 8 måneders anstaltanbringelse.

I en anden sag blev en mand slået i hovedet med en stor sten under et privat drikkelag. Også i denne sag er der netop faldet dom, og her blev dommen også på 8 måneders anstaltsanbringelse til en 67-årig mand.

Desuden skal en tredje sag for retten i dag, hvor en 42-årig mand står tiltalt for grov vold efter at have taget kvælertag på en kvinde så voldsomt, at hun fik tydelige blodspræninger. Og en anden kvinde står tiltalt for drabsforsøg, efter at have stukket sin samlever med en kniv den 4. maj.

Også i Qaqortoq er antallet af voldssager steget markant. Her steg antallet af voldstilfælde i årets første 4 måneder med 40 procent.