To mere formodes omkommet i brand i Ukkusissat

Grønlands Politi formoder, at yderligere to er døde i forbindelse med en brand i Ukkusissat ved Uummannaq.
Grønlands Politi fortæller, at politifolk fra Nuuk og Ilulissat er ankommet til bygden for at foretage yderligere efterforskning af sagen. Der kommer også kriminalteknikere og en obducent fra Danmark. Foto © : Juuli J. Frederiksen
19. juni 2021 12:56

Yderligere to personer formodes at være omkommet i en husbrand i bygden Ukkusissat nær Uummannaq fredag. 

I går meldte Grønlands Politi ud, at mindst én person havde mistet livet.

Lørdag oplyser politiet i en pressemeddelelse, at ofrene formodes at være to voksne og et barn.

LÆS OGSÅ Brand i Ukkusissat: Mindst én person er omkommet 

- Men politiet afventer yderligere undersøgelser for endeligt at kunne bekræfte formodningen. Politiet vil på nuværende tidspunkt ikke udtale sig nærmere om de omkomne, skriver politiet.  

De nærmeste pårørende er blevet underrettet.

Tre tilskadekomne

Branden skete tidligt fredag morgen og ledte til en større indsats for Uummannaqs politi og brandvæsen.

Tre tilskadekomne blev evakueret og er nu under behandling på hospitalet i Nuuk.

Grønlands Politi fortæller, at politifolk fra Nuuk og Ilulissat er ankommet til bygden for at hjælpe til med efterforskningen. 

Der er også sendt bud efter kriminalteknikere og en obducent fra Danmark.

Det vides endnu ikke, hvad der var årsag til branden.