Mentalerklæring i drabssag: Tiltalte er ikke sindssyg men farlig

Den tiltalte har været udsat for massivt omsorgssvigt som barn, og han er mildt retarderet, fremgik det på dag 3 i retssagen om parteringsdrabet i Ilulissat sidste år.
Den tiltalte ændrede onsdag mening og erkendte sig skyldig i drab og usømmelig behandling af lig. Foto © : KNR
Skrevet af Christine Hyldal
23. november 2022 14:24

Omsorgssvigt. Hård barndom. Skød efter politiet som teenager. Sendt til institution i Danmark. Folkeskolen er ikke afsluttet.

Det er dele af de personlige forhold, som netop er blevet fremlagt i Qaasuitsup Kredsret i Ilulissat, hvor en 28-årig mand er tiltalt for manddrab og usømmelig behandling af lig.

Opremsningen fortsætter:

  • Parteringsdrabet i Ilulissat

     

    En 28-årig mand er tiltalt for at manddrab og usømmelig behandling af lig.

     

    Han er også tiltalt for brugstyveri af en bil og for at have kørt i bilen uden at have kørekort 12. juni 2017.

     

    Han er også tiltalt for et voldeligt overfald i Ilulissat 13. februar 2020 og for endnu et voldeligt overfald i anstalten i Nuuk 5. januar 2022.

     

    Dødsårsagen er dog stadig ukendt. Den har retsmedicinere ikke kunnet fastlægge ud fra fundene.

     

    Sagen bliver behandlet i Qaasuitsoq Kredsret i Ilulissat 21., 22., 23. og 24. november.

Ikke sindssyg – heller ikke på gerningstidspunktet. En potentielt farlig ung mand. Udgør fare for andre. Mildt retarderet. Svært tilknytningsforstyrret. Impulsiv. Kan ikke altid gennemskue sine handlinger. Misbrug af alkohol og hash.

De personlige forhold og mentalerklæringen er noget af det sidste, der bliver fremlagt, inden der falder dom i sagen.

Erklærede sig pludselig skyldig alligevel

Den tiltalte havde nægtet sig skyldig i både manddrab og usømmelig behandling af lig. Han har ikke ønsket at udtale sig i retten. Men i dag ændrede han pludselig mening – og hans forsvarer Finn Meinel erklærede, at han alligevel erkendte sig skyldig i manddrab og usømmelig behandling af lig.

Den 28-årige nægter stadig at udtale sig. Under de tre retsdage har han siddet musestille og rank på en stol med hænderne foldet på bordet foran sig. Der er nærmest ikke en muskel, der bevæger sig i hans ansigt.

LÆS OGSÅ 28-årig erkender alligevel drab og partering efter telefonsamtale afspillet i retten

Bag ham på to stole sidder et par betjente og overvåger ham.

Han er tiltalt for at have dræbt en mand på 24 år. Ifølge anklageskriftet skete det 29. september sidste år i den tiltaltes lejlighed i Ilulissat. Han parterede liget og lagde delene i et skraldeskur, hvorefter de endte på forbrændingen i byen.  

Han blev anholdt udenfor sit hjem 8. oktober sidste år og har været tilbageholdt lige siden.

Forvaring på enten ni år eller ubestemt tid

Anklager Marutha Thayapharan går efter forvaring på ubestemt tid.

Brutal, forfærdelig og barbarisk, siger hun om sagen under den afsluttende procedure i retssalen.

Forsvarer Finn Meinel argumenterer for forvaring på ni år. Han henviser til, at tiltalte handlede i selvforsvar, fordi offeret holdt en kniv mod tiltaltes hals inden drabet.

Selvfølgelig skal der ske domfældelse for reaktionen derefter. Men der er tale om en panikreaktion og et angreb fra afdøde, siger han.

LÆS OGSÅ Dag 2 i drabssag: Vidne drak med tiltalte og offer få timer før drab

Dommeren spørger tiltalte, om han har noget at tilføje. Han ryster umærkeligt på hovedet.

Der falder dom enten i eftermiddag eller i morgen tidlig.