Meningsmåling: Inuit Ataqatigiit igen i førertrøjen

Hvis der var valg i dag, ville IA og Demokraterne kunne danne regering med 16 mandater i Inatsisartut mod Siumut og Atassuts 15 mandater. Og Partii Inuit ville ikke blive genvalgt, det skriver avisen Sermitsiaq.
Skrevet af Karsten Sommer
29. november 2013 05:29

Det viser den nyeste meningsmåling, som HS analyse har foretaget i samarbejde med Sermitsiaq, og som offentliggøres i morgendagens avis.

Atassut ville få 7,3 procent af stemmerne, en tilbagegang på 1,0 procentpoint i forhold til ved valget i marts i år. Men trods tilbagegangen ville partiet beholde de 2 mandatet det har i Inatsisartut i dag.

Demokraterne kan notere en fremgang på 0,9 procentpoint og ville ligesom Atassut beholde de to mandater partiet opnåede ved valget i foråret.

Inuit Ataqatigiit har nydt godt af at indtage oppositionsrollen. Hvis der var valg til Inatsisartut i dag ville partiet gå frem med 7,1 procentpoint til 42,2 procent, hvilket ville udløse 3 ekstra mandater. Stort set alle der tilkendegiver at have stemt på Inuit Ataqatigiit ved valget i marts ville gøre det igen, mens de nye stemmer især kommer fra vælgere der stemte på Siumut i foråret.

Siumut ville gå tilbage med 3,1 procent og miste ét mandat. Mange uheldige personsager kombineret med problemer internt i regeringskoalitionen har betydet, at Siumut har mistet mange vælgere, vurderer HS-analyse. De vælgere der forlader Siumut går stort set alle til Inuit Ataqatigiit, mens Siumut til gengæld får en del stemmer fra folk, der ved valget stemte på Partii Inuit, skriver Sermitsiaq.

Netop Partii Inuit ville ikke blive repræsenteret, hvis der var valg i dag. Siden valget i marts er vælgertilslutningen mere end halveret og partiet ville nu kun få 2,7 procent af stemmerne. De vælgere der har forladt Partii Inuit fordeler i dag deres stemmer på Inuit Ataqatigiit og Siumut.

Tallene skal dog tages med et vist forbehold, da hele 26 procent - altså en fjerdedel af vælgerne -  har svaret, at de ikke ved, hvad de vil stemme. Og det er i virkeligheden denne gruppe, som vil afgøre et valg, påpeger HS-analyse.

HS Analyse har gennemført undersøgelsen ved hjælp af telefoninterviews med 715 tilfældigt udtrukne personer, der er repræsentative hvad angår køn, bosted og alder.