Meldinger om jordskælv i Qeqqa

Mandag aften skriver mange brugere på Facebook, at de har mærket et jordskælv. Grønlands Politi har ikke fået meldinger om skader.
Earthquake.usgs.gov
Skrevet af Kenneth Elkjær
04. juni 2018 22:02

Borgere fra steder som Maniitsoq, Nuuk, Atammik, Napasoq og Kangerlussuaq skriver på Facebook, at de har mærket rystelserne fra et jordskælv, der skulle være sket kort før klokken 21 mandag aften. 

Grønlands Politi har også fået flere henvendelser fra borgere. De har dog ikke fået nogen konkret information om jordskælvet. 

- Vi mærkede også en rystelse her, men vi afventer officiel information fra GEUS, men det bliver nok først i morgen (tirsdag, red.), siger vagtchef Aqqaluk Petersen til KNR. 

Ifølge den amerikanske hjemmeside earthquake.usg.gov skete jordskælvet 68 kilometer sydøst for Maniitsoq og var 4.5 på Richterskalaen. Det er dog ikke bekræftet fra GEUS. 

Oplevede du jordskælvet vil KNR gerne høre fra dig. Du kan skrive på news@knr.gl.