Medarbejdermangel lukker RG-fabrik

Fiskerne i bygden Aappilattoq i Nordgrønland fisker masser af fisk, men Royal Greenlands splinter nye fiskefabrik mangler arbejdere, der kan behandle de mange fisk, og fabrikken er nu midlertidigt lukket
Cirka 20 fiskere er påvirket af lukningen af fabrikken i Aappilattoq, og driftchefen fortæller, at flere af fiskerne har hjulpet til på fabrikken. Det har dog ikke kunnet løse bemandingsproblemet, og derfor ligger fabrikken nu stille. Foto © : KNR
Skrevet af Jaaku Lyberth
02. juli 2018 15:37

Den halvt år gamle Royal Greenland fabrik i Aappilattoq ved Upernavik holder i disse dage foreløbig lukket på grund af manglen på arbejdskraft.

Det skriver Royal Greenland på sin hjemmeside.

I følge Royal Greenland kan man indhandle 15 tons pr døgn til fabrikken i Aappilattoq, og der er 130 tons frysekapacitet.

I højsæsonen kan der være 10 medarbejdere i fabrikken, men dem mangler man nu.

- Vores ellers så stabile medarbejdere i Aappilattoq svigter desværre i disse dage, og vi holder derfor lukket lige nu i et par dage, men vi kan komme i gang med produktionen igen, ligeså snart vi får nok folk på arbejde, siger driftschef for fabrikkerne i Upernavik området Flemming Andersen.

Driftschef: Medarbejdermangel er dybt frustrende

- Det er dybt frustrerende, hvor vi netop har investeret i en ny fabrik, hvor alle faciliteter skulle være up to date, og at folk så udebliver fra arbejde, konstaterer Flemming Andersen.

Cirka 20 fiskere er påvirket af lukningen, og driftchefen fortæller, at flere af fiskerne har hjulpet til på fabrikken. Det har dog ikke kunnet løse bemandingsproblemet, og derfor ligger fabrikken nu stille.

I stedet må fiskerne ifølge KNRs kilder indhandle til den næmerste bygd Tasiusaq. Her er der større kapacitet og flere medarbejdere.

HR-chef i Royal Greenland, Christian Laursen oplyser til selskabets hjemmeside, at man arbejder på, at selskabet på længere sigt kan indkvartere flere udefrakommende fabriksarbejdere i Aappilattoq