Masser af VM-fodbold på KNR

TV-seere her i landet kan glæde sig til masser af fodbold på skærmen, når VM går i gang på næste torsdag.
Skrevet af Karsten Sommer
05. juni 2014 04:23

KNR TV meddeler, at alle 64 VM-kampe bliver sendt direkte - dels på KNR1 og aftenkampene på KNR2.

- Det er lykkedes os at sikre, at de grønlandske fodboldelskere i hele landet kan se alle 64 kampe direkte. I Danmark sendes kampene på DR og TV2, og det er de direkte signaler, vi sender her i KNR. Og da Grønland befinder sig i samme tidszone som Brasilien, kommer kampene til at foregå fra om eftermiddagen klokken 14 og frem til sen aften, siger TV-chef Jan Berg.

- KNR glæder sig over, at man kan give dette tilbud om at kunne følge alle kampene direkte i KNR, og brugen af KNR2 om aftenen betyder samtidig, at der er normale TV-programmer på KNR1 om aftenen til dem, der ikke er interesseret i fodbold, understreger Jan Berg.

Åbningskampen mellem værtsnationen Brasilien og Kroatien sendes på næste torsdag - den 12 juni - klokken 16, og så er der ellers fodbold på skærmen helt frem til finalen den 13.juli.