Masser af valgløfter i Canada

Valgløfterne flyver rundt i luften her, hvor der nu er tre uger til canadierne går til stemmeurnerne.
09. april 2011 17:29

Der kommer nye løfter hver dag fra de fem store politiske partier her, som alle ønsker at vinde valgkampen. Nu er det det konservative parti, som håber på at kunne opnå en flertals regering ved valget den 2 maj, kommet med en række løfter om de arktiske egne.

I de sidste par år har det været en stor del af det konservative partis og dermed regeringens politiske program at stadfæste arktisk suværenitet her i Canada; det vil sige at gøre det helt klart over for andre lande, at Canadas arktiske egne er canadiske, og at andre lande ikke bare som det passer dem kan sejle igennem, flyve henover eller lede efter mineraler, råstoffer eller fisk for den sags skyld.

Men det koster penge at hævde sin suverænitet. Landets kystlinje er enorm - verdens længste - og den konservative premierminister Stephen Harper lovede så i sin valgkampagne i denne uge nye initiativer for at forsvare Canadas arktiske suværenitet. Det vil betyde flere kystvagtsskibe til at patruljere, mere overvågning med fly og især mere militær. Ikke blot til at beskytte og forsvare, men også for at kunne komme hurtigere til undsætning i tilfælde af en katastrofe eller ulykke.

Premierminister Harper lovede i den forbindelse også en mere målrettet indsats for at bekæmpe menneskesmugling; et fænomen, der er begyndt langsomt at vokse sig større i takt med, at det bliver stadigt lettere at sejle i de arktiske farvande.