Masser af musik i Nuuk og omegn

Den kommende weekend bliver en weekend i festens og musikkens tegn. Fredag er der jo som vanligt Nationaldag, og i weekenden er der oven i hatten Orkestertræf. Det betyder musik på gader og stræder, og i bygderne i Godthåbsfjorden.
Skrevet af Peter Troelsen
19. juni 2013 10:53

Deltagerne i årets orkestertræf kommer både fra det meste af Grønland og fra så fjerne destinationer som Filippinerne, Schweitz og Færøerne. Desuden deltager der også musikere fra både Norge og Sverige. Alle arrangementerne under orkestertræffet er gratis for publikum, der får muligheden for at møde en musikalsk diversitet, der sjældent ses på disse breddegrader.

Fredag er der masse af musik rundt omkring i byen, hvor mellem 60 og 70 musikere gør deres for at gøre Nationaldagen festlig for indbyggere og turister i landets hovedstad.

Lørdag tager i omegnen af 40 musikere ud til bygderne Qoornoq og Kapisillit, hvor der for en sjælden gangs skyld bydes på livemusik af dygtige musikere.

Søndagen er helliget sommerkoncerten i kulturhuset Katuaq. Her vil deltagerne i Orkestertræf blive suppleret med KNR´s pigekor, der gæsteoptræder under ledelse af Sofi Ek. Det er Mike Fencher Thomsen, der på kompetent vis gelejder publikum gennem aftenens forestilling som konferencier. Koncerten er arrangeret og bliver dirigeret af Arnannguaq Gerstrøm.