Masser af D-vitamin i grønlandsk mad

Det gavner din krop at spise grønlandsk mad. Det giver kroppen den D-vitamin, den skal have. Det viser en ny undersøgelse, som overlæge på Dronning Ingrids Hospital Stig Andersen står for.
Skrevet af Jette Andersen
08. oktober 2012 06:23

Overlæge på Dronning Ingrids Hospital, Stig Andersen har lavet en undersøgelse om sammenhængen mellem grønlandsk kost og D-vitamin, i Nuuk, Tasiilaq  og 4 bygder nær Tasiilaq.

- Vi har delt folk ind i kostgrupper. Det er faktisk sådan, at de, der næsten eller slet ikke spiser grønlandsk kost, mangler D-vitamin, siger Stig Andersen.

Og det samme gælder for danskere her i landet.

Men han understreger, at det ikke behøver at være meget grønlandsk kost. Hvis man får over 20 procent, så er man dækket ind rent D-vitamin-mæssigt, siger overlægen.

D-vitamin spiller en rolle for en række knoglesygdomme, som knogleskørhed, hvor knoglerne bliver bløde, og man har øget risiko for at brække knoglerne. Også i muskelfunktionen spiller D-vitamin en rolle.

- Det vigtige, man kan udlede af den her undersøgelse, er, at hvis man ikke spiser grønlandsk kost, så er man nødt til at tage noget ekstra D-vitamin. Ellers er man i klart øget risiko for flere sygdomme.

Overlæge Stig Andersens undersøgelse viser også, at D-vitamin kan omsættes anderledes, hvis man har grønlandske aner.

- Så derfor er der noget særligt ved grønlændere på det her felt. Derfor er vi i gang med at starte en ny undersøgelse op, for at finde ud af hvad det er, der er helt særligt ved det at være grønlænder i forhold til D-vitamin.

Formålet med undersøgelsen er, at der skal lukkes ned for den gruppe af mennesker, der mangler D-vitamin. Og det kan lige tilføjes, at solarier ikke er nok. Det er der andre undersøgelser, der har vist.