Martha Lund Olsen: Kredsretterne skal ikke lukkes

Flertallet i Inatsisartut godkendte i går Naalakkersuisuts forslag om lovændring af retsplejeloven for Grønland
Skrevet af Apollo Jeremiassen
10. april 2014 08:12

Formålet med loven er blandt andet at styrke kredsretterne. Nu skal Folketinget behandle lovforslaget i løbet af foråret, således at lovændringen kan træde i kraft 1. juli 2014.

Men lovforslaget, som i virkeligheden er foreslået fra Justitsministeriet, har mødt kritik, før det overhovedet kom på dagsordenen i Inatsisartut. Blandt andre landsdommer Søren Søndergaard Hansen har udtrykt bekymring for, at lovændringsforslaget er et udtyk for at udfase kredsretterne i Grønland, fordi det i forslaget står, at alle civile sager fra kredsretterne skal flyttes til Retten i Grønland.

Men naalakkersuisoq for justitsområdet Martha Lund Olsen afviser Landsdommerens bekymring.

- Vi har ingern intentioner om at lukke kredsretterne i Grønland, for vi mener stadigvæk, at det er vigtigt, man tager udgangspunkt i gerningsmandspricippet i forhold til kriminalsager, som stadigvæk skal behandles i kredsretterne i grønlandske byer, siger hun og gør opmærksom på, at Naalakkersuisut også har drøftet, landsdommerens kritik af ændringsforslaget.

- Vi er klar over, at der er pricipielle ting i forslaget, som strider mod Retsvæsenskommissionens anbefalinger. Kommissionen mente, at sagerne først skal behandles i kredsretterne. Men vi må erkende, at kredsretterne ikke har kunne løfte opgaven, da sagerne siden 2010 har hobet sig op. Derfor har vores udgangspunkt været, at vi bliver nødt til at gøre noget ved dette, siger hun.

Selvom Atassut stemte for lovændringen af retsplejeloven under dagens debat, så opfordrer de Naalakkersuisut, at de civile sager ikke må fjernes fra kredsretterne.