Martha Lund Olsen: IA svigtede børn

Oppositionen harcelerer over manglende handlingsplaner, men reagerede ikke, da de selv sad på magten.
05. september 2014 13:19

Hele 40 procent af de børn, som er anbragt uden for hjemmet, står uden en handleplan for deres fremtid. Og det får IA til at kritisere Naalakkersuisoq for familie, Martha Lund Olsen, i stærke vendinger.

Martha Lund Olsen synes til gengæld, at det havde været passende, hvis IA'ernes fokus, også havde resulteret i fokus på handlingsplaner, da IA selv sad på magten.

- Nogen gange så tænker jeg, at det er manglende viden omkring socialt arbejde, og hvordan virkeligheden ser ud, at man går rundt og kritiserer og forlanger, at man i løbet af tre måneder skal have lavet handleplaner på så mange, svarer Olsen til Juliane Henningsen, som er meget fortørnet over, de manglende handlingsplaner.

SE OGSÅ Video IA og Martha Lund Olsen i strid om anbragte børn

- Jeg synes det er rigtigt dårligt, at når først forældrene svigter barnet ved ikke at tage sig af det, og systemet jo egentligt også gør det samme. Så er der ingen til at tage sig af barnet, siger Henningsen og slår fast, at hun ikke ser nogen fremgang.

- Vi er egentligt tilbage, hvor vi stod sidste år, og derfor vil vi kræve, at hun handler. Så det bliver spændene at se, hvad det her vil føre til, for vi har haft adskillige med hende om det her, uden at det har haft nogen gavnlig effekt.

Malplaceret kritik
Martha Lund Olsen lægger dog op til lidt mere tålmodighed, og peger på, at indsatsen kun har været i gang i tre måneder.

- Jeg synes den kritik hun kommer med er noget malplaceret, for jeg synes, at socialt arbejde det er altså noget der tager tid, og det er en stor opgave, også for de mange sagsbehandlere rundt omkring.

Endeligt henviser naalakkersuisoq, at den første undersøgelse allerede i 2011 påviste, at der var problemer med handleplaner for de anbragte børn.

- Hvis man allerede dengang var startet med intensive redegørelser og ekstraordinær indsats for at får styr på området, så var vi nået langt i dag.