Markant smittestigning i Nuuk: Tegn på fri smitte

Der er tegn på fri smitte i Nuuk, og derfor opfordrer Naalakkersuisut en stor gruppe borgere til at lade sig teste for covid-19. Der er otte nye smittede, så der i alt er 10 smittede i Nuuk.
En stor gruppe borgere i Nuuk skal lade sig teste for covid-19 efter ny smittestigning. Foto © : KNR / Malik Brøns
18. juli 2021 18:53

Præcisering: Folk som har opholdt sig i de nævnte lokaliteter skal ikke i karantæne, men opfordres til at blive testet.

Antallet af smittede med covid-19 har taget et markant hop op. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Naalakkersuisut.

i løbet af lørdag aften og søndag er der konstateret syv nye smittede i Nuuk og en i Narsaq. Derved er der ti aktive smittede i hovedstaden, og der er tegn på, at der lige nu er fri smitte i byen.

- En af de smittede i Nuuk er ikke en del af kendte smittekæder, mens tre tilfælde stadig undersøges. Dette er en indikator på fri smittespredning i Nuuk, står der i pressemeddelelsen.

Smittede har bevæget sig frit rundt i byen

De ti smittede er i karantæne, men flere af de smittede har bevæget sig bredt rundt i byen inden, at de vidste, at de var smittetde.

Derfor appellerer myndighederne til, at alle borgere i Nuuk, der mellem der har opholdt sig på en af følgende lokaliteter i perioden fra d. 10/7 til og med d. 17/7 lader sig teste for coronavirus.

Lokaliteterne er :

Brugseni Natalies i Nuussuaq, Pisiffik Qinngorput, FitnessGL ved tunnelen, Restaurant IGGU, Natklubben Aurum, Cafeteriet Igaffik (d. 10/7 samt d.12/7)

Derudover bør alle, der har opholdt sig i Kangaamiut d. 12/7 blive testet, fordi en af de smittede har opholdt sig i byen.

Alle med symptomer skal testes

- Alle med symptomer opfordres til at gå i karantæne og ikke bryde karantænen, til de har ladet sig teste og fået et negativt svar, skriver myndighederne videre.

Med de seneste testresultater er der nu 28 aktivt smittede med covid-19. Ti i Nuuk, seks i Qaqortoq, fem i Sisimiut, fire i Narsarsuaq, to i Narsaq og en i Ilulissat.

Testcenteret i Nuuk er frit åbent fra mandag d. 19 juli til lørdag d. 24 juli mellem klokken 12:30 og klokken 14:00. I Kangaamiut er der mulighed for at blive testet tirsdag d. 20 juli, hvor der samtidig tilbydes vaccinationer.