Nunatsiavut besvarer nødråb fra kriseramt indianerlandsby

Nunatsiavut sender nødhjælp til en indianerlandsby, der er ramt af en voldsom selvmordskrise.
Medlemmer af Nunatsiavuts mobile nødhjælpsteam ankom til Sheshatshiu for få dage siden. Arkivfoto Foto © : Flickr
10. november 2019 14:47

I den lille indianerlandsby, Sheshatshiu, er der opstået, hvad man næsten kan kalde en selvmordsepidemi.

Landsbyen har sendt et nødråb ud og det har fået Nunatsiavut til at svare med nødhjælp.

For to uger siden begik en ung innu-pige selvmord i Sheshatshiu. I ugen derefter prøvede ti andre unge at gøre det samme. De lykkedes dog ikke med det.

LÆS OGSÅ Ny strategi skal forhindre selvmord

Det fik høvding Eugene Hart, der leder landsbyen, til at erklære en nødsituation, og inuit i Nunatsiavut hørte hans nødråb og besluttede at hjælpe.

Hjælp viser styrke hos oprindelige folk

Medlemmer af Nunatsiavuts mobile nødhjælpsteam ankom til Sheshatshiu for få dage siden ledet af April Andersen.

Hun udtaler til CBC News, at selv om inuit og innu-indianere har en forskellig kultur, så har de dog meget tilfælles og kender begge til racisme og selvmord.

LÆS OGSÅ Inuit-leder vil have selvmordsbølge anerkendt som national krise

- Det, at vi kan hjælpe hinanden, viser vor styrke som oprindelige folk, siger April Andersen.

Der er kommet hjælp andre steder fra, og i øjeblikket er et nødhjælpscenter åbnet 24 timer i døgnet for at overvåge de unge og forhindre yderligere selvmord i området.

Sheshatshiu, der ligger syd for Nunatsiavut, har 1200 indbyggere, hvoraf over halvdelen er yngre end 25 år.