Marathon og midnatsol i Aasiaat

For 18. år i træk holdes der i aften midnatsmarathon i Aasiaat.
Skrevet af Anders Holt
17. juni 2011 06:41

Startskuddet sætter løbet i gang klokken 21 til endnu en omgang maraton i Aasiaat.

Traditionen tro deltager både løbere fra så langt væk som fra Nuuk og Østgrønland. Ligesom bådene kommer sejlende til fra bygder med både løbere og et trofast publikum til at heppe på de mere end 250 forventede deltagere.

- Vi forventer at de første mænd på den lange distance kommer ind til mål mellem klokken 24 og 1. Og de første kvinder ved 1:30 tiden, siger Karen Dorthe Brandt, der er formand for komitéen bag Aasiaat Midnight Sun Marathon.

Til vinderne på distancen 42 kilometer er 1. præmien 5.000 kroner til henholdsvis hurtigste kvinde og hurtigste mand. To'erne og tre'erne af begge køn vinder 3.000 og 2.000 kroner i præmie. Til vindere af de kortere distancer er der medaljer.

Det er muligt at tilmelde sig på distancerne 42 kilometer, 21 kilometer, 10,5 kilometer og 4,2. Tilmeldingen er åben i ASP's hus fredag fra klokken 17-19. Både børn og voksne kan deltage og sidste år var der omkring 20 løbere på den 42 kilometer lange rute. Men det er ikke kun en fest for løberne.

- Udover selve løbet er der i aften også udendørs koncert med Pavia Geisler. Og lørdag aften inviterer marathon-komitéen til fest i GU kantinen, fortæller Karen Dorthe Brandt.

Frederik Petersen fra Ilulissat var sidste år hurtigste mand på de 42 kilometer med tiden 3 timer og fire minutter. Han ventes af deltage igen i år. Mette Lynge fra Nuuk var i 2010 hurtigste kvinde på tiden 3 timer og 44 minutter.

Hurtigste løber nogensinde er Lars Vindt, der i 2007 løb de 42 kilometer i Aasiaat på to timer og 48 minutter.