Byggevirksomheder i Kommune Qeqertalik: Vi mangler opgaver

Kommunen understreger, at opgaverne er på vej og at der ikke er grund til bekymring.
- Når der ikke er noget at lave i Kommune Qeqertalik, søger håndværkerne væk. Så bliver der mangel på arbejdskraft, hvis der kommer et opsving, skriver Ove Hansen. Foto © : Christiansen Søren
Skrevet af Malik Brøns
26. juni 2020 14:42

- Byggevirksomhederne i Kommune Qeqertalik er på katastrofekurs. Til vinter er ordrebøgerne tomme, det vil påvirke beskæftigelsen i kommunen og i sidste ende vil det få negativ indflydelse på den kommunale økonomi.

Det skriver formand for Grønland Erhvervs lokalafdeling i Aasiaat, Ove Hansen, i et åbent brev til Kommune Qeqertalik.

Han er bange for, at byggevirksomhederne vil være nødt til at fyre deres ansatte, på grund af mangel på opgaver.

- Når der ikke er noget at lave i Kommune Qeqertalik, søger håndværkerne væk. Så bliver der mangel på arbejdskraft, hvis der kommer et opsving, skriver Ove Hansen.

Interesse fra banker og kreditforeninger

Ifølge ham, står der banker og kreditforeninger klar med pengene til at bygge nye andelsboliger i Aasiaat. Men der mangler byggemodne arealer. Byggemodne arealer, er en grund, der har adgang til for eksempel veje, kloak, vand og elforsyning.

- Banker og kreditforeninger har som aldrig før prøvet at komme ind i Kommune Qeqertaliks marked. Men de kan ikke komme med lån lige nu, før kommunen har givet arealer ud til byggerierne, siger Ove Hansen til KNR.

Formanden har holdt møder med kommunen omkring anlægsopgaver, hvor kommunen har forsikret ham om, at der vil komme opgaver. Men det er ikke sket endnu, og det gør Ove Hansen og erhvervet i Aasiaat bekymret for den kommende vinter.

Kommune Qeqertalik: Ingen grund til bekymring

I et svar til Ove Hansen, skriver kommunen, at der snart kommer projekter i gang i år, som kommer til at have en størrelsesorden på 139 millioner kroner.

Der skal blandt andet laves ældreboliger og 18 nye bo enheder.

- Vi vil gerne understrege, at der ikke er grund til bekymring med hensyn til opgaver i vores kommune i de kommende år, siger Hans Inûsugtok, fagkoordinator i Kommune Qeqertalik. 

Sene licitationer

Det er sommer, og ansatte på Kommune Qeqertaliks kontor vil snart tage på ferie. Det vil ifølge Ove Hansen betyde, at der måske senest vil komme opgaver fra kommunen til august når de ansatte kommer tilbage fra ferien.

Det mener han, er for sent. 

Når der kommer en licitation fra kommunen, vil byggevirksomhederne have minimum tre uger til at byde på opgaven. Derefter skal der forhandles omkring aftalen. Også skal der først bestilles materialer til byggeriet.

Kommune Qeqertalik begrunder den sene projektering med, at det har været igennem andre aktører først, før det bliver sat i gang.

- Projektering af disse anlægsprojekter har taget tid, og vi har lagt vægt på, at disse projekter har klare forudsætninger for, at den endelige projektering er klar og tydelig. Disse forudsætninger er indsamlet blandt de aktører, som kommer til at benytte disse anlæg.