Mangler at studere Kvanefjeld-rapport med egne øjne

Selvstyret kan ikke tage stilling til Greenland Minerals and Energys mineplaner for Kvanefjeldet, før Selvstyret har fået materialet tilsendt. - Lige nu har vi kun et partsindlæg, siger naalakkersuisoq for finanser Palle Christiansen.
13. februar 2010 16:14

Hvis Greenland Minerals and Energy vil have at planerne om at investere 12,5 milliarder kroner i et mineprojekt ved Kvanefjeld-området skal tages seriøst, skal selskabet informere Selvstyret i stedet for at sende en pressemeddelelse ud.

Sådan lyder det fra Palle Christiansen: - Det er underligt at sende en pressemeddelelse ud i stedet for at kontakte de beslutningstagere, som skal tage stilling til projektet.

Greenland Minerals and Energy er villig til at kaste de mange milliarder i projektet, efter at resultaterne fra forundersøgelserne af undergrunden – ifølge mineselskabets egen pressemeddelelse – har været uhyre positive.

Problemet er, at der ligger uran i jordlagene over de værdifulde metaller. Altså kræver det et opgør med Selvstyrets nuværende nul-tolerance-politik overfor uranudvinding, før mineprojektet er realistisk.

Om Naalakkersuisut er villig til at lempe på den stramme linje er ikke til at sige. Hverken embedsmænd eller de politiske beslutningstagere har endnu haft mulighed for at studere såvel forretningsplaner som feltstudier med deres egne øjne.

Først når det er sket, kan centraladministrationen vurdere eventuelle påvirkninger på miljøet, helbredsrisici for befolkningen, og hvor meget en investering af 12,5 milliarder kroner vil kunne give af afkast til samfundet, understreger Palle Christiansen:

- Jeg glæder mig til at læse materialet og til at de folk, der har forstand på området, laver en kritisk vurdering af det, så vi kan få en debat, der baserer sig på fakta, og ikke alene på et partsindlæg.

12,5 milliarder kroner svarer til knap 4 års bloktilskud fra Danmark.