Manglende strøm i Gaza rammer hospitalerne

Gaza har mistet al strømforsyning, og der er nu meldinger om, at hospitalerne kan blive sat ud af spil.
Ifølge BBC vurderer flere nødhjælpsorganisationer, som ikke navngives, at det primære hospital i Gaza har nødbrændstof nok til at holde sin drift kørende i fire dage endnu. Foto © : Mohammed Abed/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
12. oktober 2023 08:29

Hospitalerne i Gaza er tæt på at løbe tør for nødbrændstof, efter at området onsdag mistede al strømforsyning. Det melder flere nødhjælpsorganisationer og mediet Al Jazeera.

Joseph Belliveau, som er administrerende direktør for Læger uden Grænser, siger, at organisationen kan holde sit arbejde på hospitalerne kørende i "en meget begrænset tidsperiode", hvis ikke sundhedspersonalet får adgang til brændstof, elektricitet, mad og andre fornødenheder.

Det skriver det canadiske public-service medie CBC.

Onsdag blev Gaza-stribens eneste kraftværk sat ud af drift, fordi det løb tør for brændstof, oplyste energimyndighederne i Gaza.

Det sker, efter at Israel har lavet en blokade af Gaza som svar på Hamas' blodige angreb i Israel.

Og Israel kommer ikke til at tillade, at Gaza bliver forsynet med elektricitet eller vand, før de israelske gidsler, som Hamas holder fanget i Gaza, bliver løsladt.

Det skriver Israels energiminister.

Også Internationalt Røde Kors (ICRC) melder om store sundhedsmæssige konsekvenser for de civile, efter at Gaza er uden strøm.

Det skriver The Guardian.

- Hospitalerne er ved at løbe tør for strøm, og nyfødte, der ligger i kuvøse, og ældre personer, der har brug for ilt, er i fare. Nyredialyse stopper, og der kan ikke tages røntgenbilleder, siger Fabrizio Carboni, som er organisationens landechef for Mellemøsten, ifølge mediet.

- Uden elektricitet risikerer hospitaler at blive til lighuse.

I en udtalelse onsdag sagde Ashraf Al Quidera, som er talsperson for det palæstinensiske sundhedsministerium i Gaza, ifølge Al Jazeera, at den nuværende situation sætter Gazas medicinske arbejde "i en prekær situation".

Det påvirker dels hospitalernes intensivafdelinger, men også muligheden for at tilbyde online hjælp og nødkommunikation til sårede civile på tværs af Gaza, lyder det fra Ashraf Al Quidera.

Ifølge BBC vurderer flere nødhjælpsorganisationer, som ikke navngives, at det primære hospital i Gaza har nødbrændstof nok til at holde sin drift kørende i fire dage endnu.