Manglende råstofaktiviteter koster Greenlab livet

På en ekstraordinær generalforsamling er det blevet besluttet at likvidere og lukke firmaet GreenLAB Greenland A/S, der har eksisteret siden 2006.
Guldet lader vente på sig i råstofindustrien
Skrevet af Karsten Sommer
06. november 2014 15:33

GreenLAB Greenland A/S blev dengang etableret af NunaMinerals, Nuup Kommunea og Grønlandsbankens Erhvervsfond med henblik på at etablere laboratoriefaciliteter i Nuuk, der skulle servicere den spirende mineindustri.

- Og en række efterforskningsselskaber har da også benyttet laboratoriet, ligesom GreenLAB har stået for analyser af de indkomne sten fra den årlige Ujarassiorit mineraljagt, siger bestyrelsesformand Johannes Kyed fra det nu likviderede selskab.

Men fra sidste år og nu også i år har efterforskningsaktiviteterne været så få her i Grønland, at ejerne bag selskabet har erkendt, at der ingen anden udvej var end at lukke, fremgår det af en pressemeddelelse.

- Om tre til seks måneder vil boet være gjort op, og til den tid ved vi så, hvor meget ejerne taber ved lukningen, siger Johannes Kyed til KNR.