Medie: Manglende KNAPK-millioner overført til Hong Kong
De to NGO-organisationer Atlantic Salmon Federation (ASF) og North Atlantic Salmon Fund (NASF) indbetalte i 2019 et millionbeløb til en bankkonto, som fisker- og fangerorganisationen KNAPK også havde adgang til.
Pengene var en del af en 12-årig laksefredningsaftale, som de to NGO'er og KNAPK havde indgået.
Ifølge KNAPK-formanden, Nikkulaat Jeremiassen, var der tale om et beløb på 1.050.000 kroner, men de penge forsvandt i 2019, skriver mediet.
Til KNAPK's lokalafdelinger har Nikkulaat Jeremiassen tidligere udtalt, at det forsvindingsnummer har betydet, at de er gået glip af en årlig indtægt på 400.000 kroner.
Nu er det kommet frem, at pengene fra de to NGO-organisationer, er forsvundet til Hong Kong.
ASF og NASF forklarer i en fælles skrivelse til Sermitsiaq, at:
- I 2019 forsvandt pengene fra den grønlandske bankkonto, tilsyneladende fra et hack eller bedrageri. Da vi erfarede dette, rapporterede ASF og NASF hændelsen til politiet i Grønland og Hong Kong, hvor optegnelser viste, at pengene blev sendt. Ingen af pengene er siden blevet fundet.