Mangelfulde regnskaber fra Brættet i Nuuk

Problemer med ansvarsfordelingen har betydet, at der hverken i 2011 eller i 2012 er aflagt regnskaber for Brættet i Nuuk. Kommunen griber nu ind i sagen.
Skrevet af Peter Troelsen
18. december 2013 10:24

I en artikel i AG beskrives det, at Brættet i Nuuk er en gigantisk underskudsforretning. Et underskud på 300.000 kr. om måneden, er hvad Kommuneqarfik Sermersooq oplyser i deres regnskab. Her forekommer der en nettoudgift på 3,6 mio. kr. for 2012.

En af de vægtigste grunde til underskuddet er den alt for lave avance på salget på Brættet. Det skyldes til dels de aftaler, der er indgået med fiskerne og fangerne.

Den daglige leder af Brættet Andreas Kleinschmidt kan ikke forklare, hvorfor der ikke er aflagt regnskab for de seneste to regnskabsår, men henviser til kommunen.

-Brættets regnskab er ikke aflagt, fordi der er interne stridigheder om, hvis ansvar det er. Brættet er i sin tid etableret på det grundlag, at det er fangerorganisationerne der skal overtage driften. Det er ikke sket endnu, og derfor kører kommunen i dag med dette ”semi-regnskab” som ingen i 2011 og 2012 ønskede at tage det fulde ansvar for, forklarer økonomidirektør Mette Kessel til AG. Hun lover at kommunen nu hurtigst muligt vil sikre, at der kommer styr på regnskaberne.