Mange vil se 'Qaqqat Alanngui' i Danmark

Succesen for den grønlandske gyserfilm Qaqqat Alanngui fortsætter. I denne weekend får filmen biografpremiere i København i den lille niche-biograf Husets Biograf.
11. oktober 2012 12:21

Ifølge Husets Biograf går det godt med reservationerne, og de forventer tre godt fyldte forestillinger. Biografens programmedarbejder fik ideen til at vise filmen, da han for kort tid siden læste om den og fandt ud af, at det var Grønlands største filmsucces nogensinde.

- Jeg synes, at det er en oplagt måde at vise en masse mennesker et helt andet billede af Grønland end det stereotype billede, der desværre ofte fremstår i Danmark. At der også findes en masse kreative kræfter, og en anden kultur, end den vi lige tror, at vi kender til. Men først og fremmest viser jeg den, fordi jeg synes, at det er et spændende projekt og en spændende film, der er værd at vise, siger Elias Eliot til KNR.

Qaqqat Alanngui blev tidligere på året vist under Biodagene på Nordatlantens Brygge, og det var også så stor en succes, at der måtte arrangeres tre ekstravisninger.

Desuden blev filmen vist under forårets store grønlandske filmfestival i Berlin. Tumit Production har ellers tidligere forklaret, at de primært retter deres film mod det grønlandske marked.