Mange varmerekorder i april

April bød på adskillige varmerekorder i Grønland, det viser en opgørelse fra DMI.
Et af de steder der blev målt en ny varmerekord for en enkelt dag var i Kangerlussuaq, hvor termometret 11. april viste 17,8 grader.
08. maj 2016 15:33

DMI har gennemgået temperaturmålingerne fra april, og seniorklimatolog John Cappelen har konstateret hele 13 varmerekorder.

- 9 stationer har haft den varmeste april nogensinde målt i gennemsnit over måneden. Mindst 4 stationer har målt en maksimumtemperatur for april højere end nogensinde tidligere målt, siger John Cappelen i meddelse på DMIs hjemmeside.

Upernavik havde eksempelvis en gennemsnitstemperatur på -4,5 grader mod normalt -13,1 i april, og Nuuk var gennemsnitstemperaturen 1,6 graders varmen mod normalt -3,8 grader.

Et af de steder der blev målt en ny varmerekord for en enkelt dag var i Kangerlussuaq, hvor termometret 11. april viste 17,8 grader. Senere på måneden oplevede borgerne i Narsarsuaq også en rekord, da temperaturen var helt oppe på 19,1 grader 26. april.

John Cappelen fra DMI kalder det "en bemærkelsesværdig liste af rekorder".

Varmerekorderne

 

  • Upernavik: -4,5°C. Normalt: -13,1°C
  • Ilulissat -0,6°C. Normalt: -8,2°C
  • Aasiaat: -1,9°C. Normalt: -9,6°C
  • Kangerlussuaq: +2,4°C. Normalt: -7,8°C
  • Sisimiut: -0,6°C. Normalt: -7,1°C
  • Nuuk: +1,6°C. Normalt: -3,8°C
  • Aputiteeq : -2,8°C. Normalt: -7,2°C
  • Pr. Chr.Sund: +1,5°C. Normalt: -0,9°C
  • Summit (toppen af Indlandsisen): -25,3°C. Normalt : (2006-15) -32,5°C

 

Højeste apriltemperatur:

 

Den 26. april 2016:  Maksimum temperatur på 19,1°C i Narsarsuaq 
Den 12. april 2016: -6,5°C på Summit. Der bliver ikke målt maksimum - og minimum temperatur på denne station.

Den 11. April 2016: 17,8°C i Kangerlussuaq 

Den 11. April 2016: 16,6°C i Nuuk

 

Kilde: DMI.dk