Mange inuit- og indianerkvinder myrdes

Over 600 unge inuit- og indianerkvinder er blevet myrdet i Canadas storbyer de sidste 10 år
05. november 2012 06:06

Det er for det meste kvinder der ‘levede på gaden’, enten som prostituerede eller stofmisbrugere. Politiet har tit været alt for langsomme til at finde kvinderne og opklare disse mord. Nogle gange har det taget flere år.

I den forgangne uge i Winnipeg mødtes ministre fra alle Canadas provinser med oprindelige folks ledere for at diskutere, hvad der kan gøres ved problemet.

Ifølge avisen Globe and Mail arbejder Shawn Atleo, Canadas øverste indianerhøvding, for at få en fuld offentlig og landsdækkende undersøgelse af, hvordan politiet har undersøgt sagerne, såvel som de økonomiske og sociale årsager til problemet. Hvis vi kan få sådan en offentlig undersøgelse, kan det betyde positive ændringer, siger Shawn Atleo.

Antallet af myrdede inuit- og indianerkvinder menes at være langt højere end det officielle antal på 600.