Mange hundrede til sommerfestival i Sisimiut

Sommerfestivalen i Sisimiut har varet i knap to dage, og dét med en solid start. Alene på den første dag blev der talt over 500 deltagere, og flere er kommet til senere, oplyser forbyggelseskonsulent, Arnaq Brøndlund, fra Qeqqata Kommunia.
10. august 2011 16:31

Det er kommunens forbyggelseskonsulenter, der  i samarbejde med en række sponsorer har taget initiativet til en alkoholfri festival for at samle borgere i alle aldre. Hidtil har Medborgerhuset i Sisimiut sat rammerne for alkoholfrie familieaftener én gang om måneden, men her har kun været plads til 40 personer.

- Vi har ønsket at lave et arrangement og en række aktiviteter for hele familien, som ikke er påvirket - eller begrænset af - at nogen har drukket, siger Arnaq Brøndlund til KNR.

Hun pointerer, at arrangørerne ikke kan forhindre folk i at drikke uden for festivalens område, men indtil videre tegner det til, at folk støtter op om idéen om en alkoholfri folkefest.

Hos arrangørerne har man allerede besluttet, at festivalen skal være en tilbagevendende begivenhed i Sisimiut, oplyser Arnaq Brønlund.