Mange foretrækker dansk

Størstedelen af befolkningen vil hellere læse grønlandske nyheder på dansk end på modersmålet. Således er sprogproblemet i de grønlandske medier nu dokumenteret med tal.
03. juni 2011 11:16

48 procent af befolkningen læser de grønlandske aviser og netaviser enten kun på dansk eller mest på dansk, mens kun 39 procent foretrækker at læse nyhederne på deres modersmål.
Det viser den undersøgelse, som Mediearbejdsgruppen har fået lavet om befolkningens medievaner i forbindelse med medieredegørelsen.

Der er imidlertid stor forskel på, hvem der vælger det ene og det andet. Ifølge undersøgelsen er den typiske person, der kun læser dansk, bybo og funktionær. De fleste, som kun læser grønlandsk, bor i bygd eller yderområde og er over 60 år.

På KNR's hjemmeside er det også den danske version, der får langt de fleste klik. Gennemsnitligt er godt 32 procent af sidevisningerne danske og kun knap 12 procent grønlandske.

Hvad årsagen er til at det danske sprog vinder i medierne, afdækker undersøgelsen ikke. Men Mediearbejdsgruppen fastslår i al fald, at det grønlandske sprog i medierne er forsømt, hvilket især kommer til udtryk gennem for dårlige grønlandske oversættelser.

Men hvor sprogproblematikken hos Mediearbejdsgruppen er ét ud af mange områder, fremhæver naalakkersuisoq for Kultur, Mimi Karlsen, det som det mest presserende problem. Hun mener, at begge sprog bør proriteres inden for medieverdenen, men at det ikke er tilfældet nu.

- Medieverdenen må gerne være den, der også udvikler sprogene. Jeg synes, det er tankevækkende, at mange steder i vores medieverden, bliver det meste oversat fra dansk til grønlandsk. Der vil jeg sige, at så er det jo ikke særligt udviklende for de grønlandske læsere eller de, der bruger grønlandsk. Jeg synes, det skal være begge veje.

Mediearbejdsgruppen anbefaler bl.a. i sin redegørelse, at der oprettes en tolkeuddannelse, der specialiserer sig i journalistisk oversættelse, og at man efteruddanner journalister og versionister særligt i det grønlandske sprog. 

I alt deltog 708 personer i undersøgelsen af befolkningens medievaner, der  kan findes i fuld længde på www.knr.gl/da/medier.