Mange boliger er dårligt isolerede

Mange grønlandske boliger er pivutætte. I Sarfannguaq har op til flere lærere forladt byen fordi lærerboligen var så dårligt isoleret, at læren måtte trække i overfrakken indendørs. Bygdens lærer Jens Jørgen Jensen boede sammen med sin kone tre et halvt år i huset.
15. oktober 2009 12:06

- Det var så koldt, at vi måtte tage varmt tøj og sko på for at være i stuen. Der, hvor gulvet og muren møder hinanden, kunne man ligefrem mærke kulden suse ind, siger Jens Jørgen Jensen.

Den manglende isolering resulterede selvfølgelig i, at det blev vældigt dyrt at varme huset op. Jens Jørgen Jensen oplyser, at de brugte mellem 60 og 90 liter solarolie om ugen på varme. Det svarer til en pris på mellem 1100 og 1700 kroner om måneden for opvarmning af huset efter de gældende priser i dag.

Husets elendige tilstand gik også ud over parrets helbred.

- Det endte med, at vi gik rundt med konstant hovedpine, snue og ondt i leddene, fortæller skolelæren.

I dag er den gamle lærerbolig ubeboet, og Jens Jørgen Jensen og hans kone har fået tildelt et andet hus i Sarfannguaq.