Mange børn får høreskader

Det kan få livslange konsekvenser, når børn oplever for meget larm i skolen, eller skruer for højt op for volumen, når de hører musik eller spiller computerspil.
Foto © : Wikimedia Commons
Skrevet af DR
14. november 2016 13:05
Versionist Erna Lynge

Ny dansk forskning viser, at mange børn er ude for en hyletone eller en susen for øret fra tid til anden, og hvis man ikke tager det alvorligt, så kan det føre til kroniske høreskader, lyder advarslen. 

En ny Phd-afhandling viser at to ud af tre af de 16-årige børn, der danner grundlag for forskningen, har haft problemer med tinitus.

Det fortæller forskeren bag phd-afhandlingen, Susanne Nimholt Rosing fra Syddansk Universitet.

- De har oplevet det at enten have "spontan" tinitus - altså en lyd der kommer i hovedet uden nogen ydre årsag, men også egentlige tititusskader, efter at de måske har lyttet til for høj musik i hovedtelefonerne.

Mange af børnene ved slet ikke de har tinitus. For dem er lydene i hovedet helt normalt.

- Der var en dreng, der sagde til sin mor: - Du ved, den der lyd jeg har inde i hovedet, i går kunne jeg slet ikke sove for den! 

Det var sådan familien opdagede at drengen havde tinitus, fordi moderen tænkte "det er da ikke normalt at vi har en lyd inden i hovedet".

Derfor er det i den grad vigtigt at forældre er opmærksomme på børnenes brug af høje lyde. Høreskaderne kan nemlig få konsekvenser for børnene senere hen i livet, fortæller Susanne Nimholt Rosing.

- Vi er nervøse for at børnene udvikler høreskader, som gør at de alt for tidligt udvikler et egentligt høretab, som vi er nødt til at behandle med høreapparat.

Hendes råd er derfor, at forældre lærer deres børn at holde pauser fra larmen.

- Så vi udviser lidt fornuft omkring det spørgsmål, ligesom vi interesserer os for, at de ikke drikker for mange sodavand eller spiser for meget slik.