Mange ansøgere til politiskolen

I november måned har der været hvervekampagne, hvor folk med lyst til politiarbejdet har haft mulighed for at søge ind på Politiskolen i Nuuk. Det er der i omegnen af 40 mennesker, der har gjort brug af, og det er stort set det samme som vanligt.
Skrevet af Peter Troelsen
03. december 2012 09:49

Endnu engang er der flest mænd, der har søgt om optagelse på Politiskolen. 78 % af ansøgerne er af hankøn, imens det smukke køn kun er repræsenteret med 22 % af ansøgerne. Langt størsteparten af ansøgerne er grønlandsksprogede, og 86 % af ansøgningerne kommer fra personer bosat i Grønland.

-Vi har endnu ikke helt fået talt de seneste ansøgninger op, men vi har fået det antal ansøgere, vi havde forventet. Fordelingen mellem kønnene ligger også, som vi havde regnet med. Nu skal vi så have kigget ansøgningerne bedre igennem, inden vi går videre i processen, fortæller lederen af Politiskolen i Nuuk Frederik Lundblad til knr.gl.

Hvis alt går som Frederik Lundblad håber det, så er der 12 af ansøgerne, der er så kvalificerede, at de tilbydes optagelse på skolen. Inden da er der flere tests og screeninger, der kan sætte en stopper for de håbefulde ansøgeres drømme om en fremtid i politiet.

-Først skal ansøgerne screenes, og hvis de figurerer i Kriminalregisteret, så skal de nok ikke regne med en fremtid hos os. På fredag er der så en skriftlig test for ansøgerne. Den afholdes hele vejen langs kysten, så ansøgerne kan lave den i nærheden af deres bopæl. Hvis det går godt, så er næste forhindring de fysiske tests, der afholdes inden jul, forklarer Frederik Lundblad.

Det er forskelligt, hvor mange der består den skriftlige test og de fysiske prøvelser, men er man nået så langt, kan man holde juleferie med håbet om en fremtid indenfor politiet i Grønland. Sidste forhindring skal overvindes i uge 3.

-Inden vi kan indstille ansøgerne til Rigspolitiet som politielever, skal de også gennem en personlig samtale. Det er ansættelsesudvalget, der skal have en god snak med de ansøgere, der har bestået både de skriftlige og de fysiske tests. Hvis det falder positivt ud, kan ansøgerne se frem til 36 måneders uddannelse og en fremtid hos politiet i Grønland, siger Frederik Lundblad.