USAs konsulat åbner hos Arktisk Kommando, når Grønland åbner igen

USAs konsulat flytter ind hos Arktisk Kommando. Forsvaret vil ikke oplyse, om USA skal betale husleje, og hvilke adgange de amerikanske myndigheder får til resten af huset.
Det amerikanske konsulat kommer til at ligge hos Arktisk Kommandos hovedkvarter i Nuuk, oplyser forsvarsminister Trine Bramsen. Foto © : Arktisk Kommando
04. maj 2020 12:19

Snart kommer den amerikanske diplomat Sung Choi og seks kolleger til at møde ind under samme tag som ansatte i Arktisk Kommando i Nuuk. 

Konsulatet forventes at åbne, så snart det igen er muligt at rejse ind i Grønland, oplyser Sung Choi, som skal stå i spidsen for konsulatet.

Ifølge den amerikanske ambassadør, Carla Sands, skal konsulatet altså være i samme bygning som Arktisk Kommando. 

Det bliver bekræftet af den danske forsvarsminister Trine Bramsen i en mail til KNR.

USA's interesser i Grønland
 

2019: 

  • 15. august 2019: Amerikanske medier skrev historier om, at præsident Donald Trump havde planer om at købe Grønland. Historierne var baseret på anonyme kilder.
  • 16. august: Formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen (S), slog fast, at Grønland ikke er til salg. 
  • Statsminister Mette Frederiksen kalder diskussionen for ”absurd”. 
  • Trump skulle have besøgt statsminister Mette Frederiksen i København 2.-3. september. Kim Kielsen og den færøske lagmand skulle også have været med til besøget. Arktiske spørgsmål og sikkerhedspolitik skulle diskuteres, men Trump aflyser besøget.
  • 24. august skriver nyhedsbureauet AP på baggrund af et brev fra det amerikanske udenrigsministerium til Kongressen, at USA planlægger at genåbne et konsulat i Grønland. 
     

2020: 
 

  • 20. april skrev den amerikanske ambassadør i Danmark, Carla Sands, i en kronik ved Altinget, at USA er bekymret over Ruslands og Kinas tilstedeværelse i Arktis. USA vil bygge bro og hjælpe Grønland med at nå sit potentiale, skriver hun.
  •  23. april oplyser selvstyret, at USA's regering tildeler 12,1 million dollar - cirka 83 millioner danske kroner - til civile projekter i Grønland.

- Vi hjælper vores nære allierede - ligesom de hjælper os. Regeringen har godkendt, at USA’s konsulat i Grønland indledningsvis kan huses under samme tag som Arktisk Kommando.

LÆS OGSÅ Små partier om USA-aftale: Vi er bekymrede

Hvor længe den amerikanske repræsentation skal ligge hos Arktisk Kommando, om USA skal betale husleje, og hvilke adgange de amerikanske myndigheder får til resten af huset, vil Forsvarsministeriet ikke oplyse. 

Trine Bramsen skriver i mailen fra Forsvarsministeriet:

- Vi er i gang med drøftelser med amerikanerne om de nærmere omstændigheder, vilkår og faciliteter i bygningen.

Medie: Ingen adgang til operationscenter

Forsvarsministeriet ønsker heller ikke at oplyse til KNR, hvorfor Arktisk Kommando - ind til videre - skal huse den amerikanske repræsentation, hvor længe 'indledningsvis' er, eller hvilke former for adgange og sikkerhedsforanstaltninger, de ansatte på repræsentationen kommer til at have på stedet.

Men til mediet Altinget oplyser chefen for Arktisk Kommando, generalmajor Kim Jesper Jørgensen, at det amerikanske konsulat kommer til at ligge i Arktisk Kommandos kontorområde, hvor de amerikanske ansatte får adgang til reception, tekøkken og mødelokaler - men ikke til den vigtigste del af Arktisk Kommandos hus - nemlig operationscenteret. 

Det er der, hvor alle nødopkald og SAR-operationer bliver styret fra.

LÆS OGSÅ Amerikansk konsulat i Nuuk godkendt

- Konsulatets kontorer befinder sig i Arktisk Kommandos kontormiljø, og der er således ikke adgang til for eksempel Arktisk Kommandos operationscenter, som har separat adgangskontrol, siger Kim J. Jørgensen.