Ændringsforslag: Bestyrelsesmedlemmer skal fremover modtage honorar

Bestyrelsesmedlemmer i Grønlands Statsistik skal for første gang modtage honorar. Sådan lyder lovforslaget, som bliver fremlagt for Inatsisartut mandag.
Foto © : Nils Baum/Bureau for Inatsisartut
Skrevet af Sara K. Jakobsen
02. oktober 2017 06:24

Det skal være slut med at sidde ulønnet i Grønlands Statistiks bestyrelse.

I dag fremlægger Naalakkersuisut en lovændring, der skal sikre honorar til medlemmerne. 

Naalakkersuisut begrunder forlaget med, at det skal være med til at sikre rekruttering af nye medlemmer i bestyrelsen. Samtidig er honoraret en erkendelse af det store arbejde, bestyrelsesmedlemmerne udfører. 

Lovændringen vækker glæde hos bestyrelsesformanden i Grønlands Statistik.

- Det er ganske rimeligt, at alle bestyrelsesmedlemmer får et tilbud om et honorar.

Og på den måde kan Naalakkersuisut også anerkende det store arbejde man forventer af dem. 

Det kræver nemlig en del tid at passe en bestyrelsespost, fortæller formanden. 

- Det er lidt forskelligt hvor meget de andre bruger, men for mit eget vedkommende, vil jeg mene at det ligger et sted mellem en eller to dage pr. uge, siger bestyrelsesformand i Grønlands Statistik, Vøgg Løwe Nielsen.

Tidligere foreslog Naalakkersuisut, at bestyrelsesmedlemmer med ansættelse i det offentlige ikke skulle have glæde af det nye honorar. 

Men det er altså blevet ændret i det endelige lovforslag, som bliver fremlagt for inatsisartut i dag, så alle medlemmer af bestyrelsen kan se frem til et honorar.

Hvis lovforslaget træder i kraft, vil et bestyrelsesmedlem modtage op mod 35.000 kroner i honorar årligt, mens formanden modtager op mod 90.000 kroner årligt.

Hvis Naalakkersuisuts ændringsforslag bliver godkendt, træder den i kraft d. 1. januar 2018.