Aka hjemme fra Kina: De tog min temperatur, og alle havde maske på

Hun har været på udveksling i Guangzhou - nu er hun smidt hjem til Nuuk på grund af coronavirus.
Egentlig skulle Aka Jensen først have været rejst hjem til juni – men på grund af coronavirus blev hun sendt hjem til Nuuk i sidste måned.  Foto © : Privat
09. marts 2020 06:06

Folk i lufthavnen tog hendes temperatur. Alle havde maske på. Og et barn kastede op midt i det hele.

Det er nogle af de oplevelser, som 17-årige Aka Jensen havde, da hun rejste fra Kina til Danmark.

- Jeg har lige været i Kina og er kommet tilbage på grund af coronavirus, siger hun - nu hjemme i Nuuk. 

Hun har været på udveksling i millionbyen Guangzhou i Kina. Egentlig skulle hun først være rejst hjem til juni – men på grund af coronavirus blev hun sendt hjem i sidste måned. 

Sådan kan du undgå at smitte andre:
- Vask hænder ofte med sæbe
- Brug håndsprit
- Undgå berøring af f.eks. næsen, munden og øjnene
- Host i et engangslommetørklæde eller i ærmet
- Nys i et engangslommetørklæde eller i ærmet

Den 6. februar ved midnat rejste hun fra Kina til Tyrkiet. Og det var en speciel oplevelse.

- Der var næsten ingen, der ikke havde en maske på. Hvis der var en person, der ikke havde en maske, så ville nogen fra security give personen en maske på, fordi det kunne være meget farligt at være i lufthavnen, siger hun.

Det er mærkeligt

- Så var der et barn der kastede op bare midt i det hele, det var meget mærkeligt.

- Jeg blev helt: Okay det skal jeg væk fra. Jeg gad ikke at nærme mig det sted, hvor barnet havde kastet op.

Foto © : Privat

Aka Jensen hjemme i sofaen i Nuuk. 

 

Over 100.000 mennesker er på verdensplan blevet bekræftet smittet med coronavirus. I skrivende stund er der 3404 personer, der er døde som følge af smitte.

Det er i Kina, at klart flest personer er blevet bekræftet smittet. Over 80.000 tilfælde er her bekræftet, mens knap 3000 personer har mistet livet i Kina som følge af coronasmitte.

LÆS OGSÅ Corona: Isolationsrum er klar i Kangerlussuaq og Nuuk

Da Aka Jensen skulle rejse fra Kina, blev det først undersøgt, om hun havde feber:

- Det var bare et termometer på hovedet for at se, om jeg havde feber. Det foregik meget hurtigt. Men det var godt at se, at de tjekkede, om jeg havde feber, og hvis det var, at jeg havde haft feber, så havde jeg ikke fået lov til at rejse.

Separeret fra andre

Da hun ankom til den tyrkiske lufthavn måtte hun ikke være blandt folk:

- Vi blev separeret fra andre folk. Og vi gik igennem en security to gange, hvor vi skulle smide al vores vand ud, fortæller Aka Jensen.

Efter den lange tur ankom hun til Københavns Lufthavn. Epidemikommissionen anbefaler, at man skal blive hjemme i to uger, hvis man har været i blandt andet Kina. Det gjorde Aka, fordi hun blev hos sin far i København i 14 dage.

Epidemikommissionen anbefaler:

- borgere at blive hjemme indtil 14. dag efter, de er udrejst fra et af de særlige risikoområder.

- at personer undgår at besøge sygehuse, alderdomshjem eller andre steder med særligt udsatte, hvis man er kommet hjem fra særlige risikoområder.

De særlige risikoområder er:

- Regionerne Emilia-Romagna, Lombardiet, Piemonte og Veneto i Italien
- Hele Iran
- Kina (undtagen Hong Kong, Macau og Taiwan)
- Provinsen Gyeongbuk med storbyen Daegu i Sydkorea

Kilde: Epidemikommissionen i Grønland, Sundhedsstyrelsen i Danmark

- Mig og min far kedede os derhjemme, så Youtube og så film, siger hun.

I dag er hun hjemme i Nuuk. Udover at hun fik et chok over den grønlandske kulde, har hun det godt:

- Og så har jeg et arbejde og hænger ud med venner det meste af tiden lige nu, siger hun.

Og folk har været søde og imødekommende, tilføjer hun.

- Folk har for det mest bare spurgt om, hvordan jeg har det.

Aka Jensen starter på sin gymnasiale uddannelse i Nuuk til august.