Én elev er tilbage skuespillerskolen: Paaliit Mølgaard kritiserer ledelsen

Ifølge Paaliit Mølgaard startede problemerne på skolen, da den fik ny leder sidste år. Teaterchef kalder sagen for personfølsom.

I juni vandt Klaus Geisler en Reumert, og det var første gang nogensinde, at den prestigefyldte pris er blevet overrakt til en grønlandsk skuespiller. 

Men på skuespillerskolen i Nuuk er der knap så meget succes. Blot en enkelt elev er tilbage ud af de fem, der startede på uddannelsen sidste år. 

Den ene elev er Paaliit Mølgaard. Hun mener, at problemerne på skolen startede, da den fik ny leder ved årsskiftet. Hun fortæller, at eleverne føler, at der bliver grinet af dem, når de går til ledelsen med problemer, og at eleverne ikke bliver taget alvorligt.

- Vi har en engelsktalende lærer, og som regel er det ikke noget problem for os at tale engelsk. Men hvis vi vil tale om driften af uddannelsen med ledelsen, kan det kun foregå på engelsk, fortæller Paaliit Mølgaard.

Og det oplever eleverne, kan være svært. 

- Et af skolens vigtige krav er, at man kan tale grønlandsk, og at uddannelsen er baseret på grønlandske værdier. Men nu kan man sætte spørgsmålstegn ved, om skolen virkelig lever op til de krav, siger Paaliit Mølgaard.

- Og fordi vi oplever, at skolen ikke lever op til de krav, opstår der konflikter mellem os. Det er, som om vi skal tilpasse os meget, siger hun.

Fire ud af de fem elever på skolen har sendt en klage til skolens ledelse.

KNR har spurgt skuespillerskolens ledelse til den kritik, som Paaliit Mølgaard og andre elever rejser. Susanne Andreasen er teaterchef på Grønlands Nationalteater, som skuespillerskolen drives sammen med. Hun udtaler sig på vegne af skolens leder og fortæller, at skolen er i gang med at behandle elevernes klage lige nu. Hun kalder sagen for personfølsom, og derfor vil hun ikke kommentere indholdet af den. 

Vil gerne have en studievejleder

Hun ønsker heller ikke i detaljer at kommentere, hvorfor fire ud af fem elever er faldet fra uddannelsen.

- Jeg kan ikke gå ind i de enkelte detaljer, men jeg kan sige, at det er en kombination af fravær og sygdom, siger hun og understreger, at skolen er i en trist situation, som den tager meget alvorligt:

- Det er mit job som leder at være bekymret, og det betyder, at vi tager den her situation alvorligt. Nu undersøger vi, om der er noget vi kan gøre anderledes fremadrettet i forhold til supervision, studenterrådgivning og evaluering, siger Susanne Andreasen.

LÆS OGSÅ Klaus Geisler efter Reumert: Jeg kan ikke rigtigt huske, hvad der skete....

For selv om situationen er træls på skuespillerskolen lige nu, er den ikke den eneste uddannelsesinstitution her i landet, som bløder elever, fastslår hun.

- Vi er ikke de eneste, der mister elever. Det er noget, vi bliver nødt til at diskutere i samfundet. Er studerende generelt studieparate? Hvad skal være på en uddannelse for at holde på de studerende? 

Skuespillerskolen har valgt helt ekstraordinært at optage et nyt hold på fem elever efter sommerferien. Dem skal Paaliit Mølgaard, som også er vært på KNR, studere sammen med. Hun har et forslag til, hvordan det kan blive bedre på skolen: Der skal ansættes en studievejleder, for det er der ikke i dag:

- Hvis man vil komme med kritik af uddannelsesstedet, er det yderst nødvendigt at kunne tale med en, der ikke er en direkte forbindelse til uddannelsesstedets leder, siger hun.

Frafald er et generelt problem

Ser man på, hvor mange der gennemfører en videregående uddannelse, står det klart, at skuespilskolen ikke er den eneste uddannelse, som er ramt af frafald.

Værst står det til på akademisk bacheloruddannelser, hvor 30 procent gennemfører den uddannelse, som de er startet på.

Der, hvor gennemførselsprocenten er højest, er på kandidatuddannelserne, hvor 60 procent gennemfører.