Mand sigtet for snescooterulykke

To personer kom alvorligt til skade i en snescooter-ulykke tilbage i februar måned. Nu er en person sigtet i sagen, oplyser politiet i Ilulissat.
Skrevet af Kenneth Elkjær
12. april 2017 13:11

Det skulle have været en festlig aften for en gruppe unge mennesker, men det endte i en alvorlig ulykke, der sendte to mænd på hospitalet. Politiet fortalte 20. februar, tre dage efter ulykken, at der sandsynligvis var tale om, at to snescootere var kørt sammen på et snescooterspor mellem bygderne Nuugaatsiaq og Illorsuit, nær Uummannaq.

Nye oplysninger peger dog på, at føreren af den ene snescooter påkørte flere personer, der stod stille ved en snescooter.

- Vi har sigtet en mand for flere overtrædelser af færdselsloven, men vi er stadig i gang med efterforskningen, så jeg kan ikke komme ind på, hvilke sigtelser, der konkret er tale om, siger operativ leder ved politiet i Ilulissat, Sebastian Bech.

Sebastian Bech oplyser, at der ikke er nogen tegn på, at føreren af snescooteren bevidst har forsøgt at påkøre de to mænd.

Den ene af de to mænd, der kom til skade ved ulykken, er stadig indlagt på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk.